Min første session

Jeg havde mest af alt lyst til at vende om på hælen og gå igen, så nervøs var jeg. Ikke nervøs på den gode nervøsitet-får-dig-til-at-yde-dit-bedste-måde, men nervøs på den skrækslagne jeg-flygter-snart-måde. Jeg var så bange for, hvad jeg gik ind til. Hvad der skulle ske, hvordan det skulle ske, men ikke mindst hvordan jeg ville reagere.

Jeg satte mig i den sorte chaiselong med en skepsis omkring hele konceptet hypnose. Vi startede med en indledende samtale omkring min baggrund for at komme der – hvad var det egentlig jeg gerne ville opnå med hypnosen. Mere selvværd. Ole stillede de rette spørgsmål og jeg fik svaret på dem, selvom det var hårdt at se min egentlige situation i øjnene og ikke mindst sætte ord på dem. For når først du har sagt det højt, så er det pludselig en uomtvistelig sandhed, som konfronterer dig lige nu og her. Det gjorde ondt at høre sandheden – at se i øjnene, hvor ondt jeg egentlig havde i livet. For når man har levet med smerten længe nok, sker der en tilvænningsproces i os mennesker, og smerten bliver en mere eller mindre naturlig del af vores hverdag. Vi lever i en slags symbiose, af den type vi kalder parasitisme, med smerten og det er os, der er værten. Samtalen ledte os til hypnose-delen. Langsomt blev jeg talt ind i en trancetilstand, hvor jeg kom mere og mere i kontakt med min underbevidsthed. Oles stemme tegnede scenarier, der gjorde smerten lettere at håndtere, fordi den blev håndgribelig. Og på denne måde endte hypnosesessionen med, at jeg tog et skridt i den rigtige retning.

Det var først, da jeg skulle ud af hypnosen, at det gik op for mig, hvor dybt jeg havde været begravet i min underbevidsthed. Ole talte op fra 1-10, men på 10 havde jeg stadig store problemer med at åbne øjnene og være fuldt tilstede i rummet. Det tog tid og krævede noget af en kraftanstrengelse at slå øjnene op. Jeg missede mod lyset fra loftets lysstofrør og af alle ordene på væggen over for mig, var det ordet ”RESULTATER” der tiltrak mit blik igen og igen. Hele min krop sitrede og prikkede, men det var i hænderne og under næsen følelsen blev siddende længst tid. Den prikkende fornemmelse på min overlæbe havde gjort min vejrtrækning lettere under hypnosen som en del af behandlingen og da jeg gik, var min vejrtrækning stadig ubesværet. Jeg føler mig bedre tilpas og anspændtheden nederst i ryggen er erstattet af dybe vejrtrækninger. Jeg er grådig efter ilt og jeg er grådig efter mere hypnose og flere resultater.

Julie A.

Leave comment

Your email address will not be published. Required fields are marked with *.